FARS PASTARET
(Eller la pasta come fa mio padre)
(Eller tagliatelle (båndpasta) med skinke, champignons og fløde)
Min far var fra en tid, hvor mænd spiste mad - de lavede den ikke (medmindre de selvfølgelig var kokke - og det var min far ikke). En ret lavede han dog - og jeg elskede den - og det gør jeg stadig. Det er denneher! (Gør dig selv den tjeneste selv at koge skinken - i stedet for at bruge nogle af de relativt smagløse færdigskårne skinketern fra supermarkedet.
-
Ingredienser:
20 g smør og 1 spsk olivenolie
½ hakket zitauerløg (alm.løg)
250 g champignons i skiver
200 g kogt skinke i tern
2 fed hvidløg
Oregano
salt og peber
2 dl madlavningsfløde
5-6 spsk reven parmesan - eller tilsvarende.
500 g friske båndpasta -
Fremgangsmåde:
smør og olivenolie varmes i en gryde, indtil smørret er bruset af. Derefter klares løg og presset hvidløg - uden at brune! De skivede champignons tilsættes og steges med, indtil væden er næsten forsvundet.
Skinke, oregano, salt, peber og madlavningsfløde tilsættes.
Blandingen simrer et par minutter, hvorefter den revne parmesan tilsættes.
Pastaen koges - og blandes efter at være dryppet af - med saucen.
Serveres med mere reven parmesan.