Tomatketchup er noget specielt - ikke alene forstået på den gode måde! For nogen er ketchup en nødvendighed til al mad - vel nok fordi (og ja - jeg er lidt "madsnobbet").....de mennesker, prøver at fjerne rettens øvrige smagsnuancer. For nogen er tomatketchup på det nærmeste en religion, hvor betydningen af om der nu står "Heinz", "Beauvais", "COOP" er altafgørende.

Ketchup KAN være rigtig godt tilbehør til mange retter (men altså IKKE til alle) og det er og bliver kun TILBEHØR. Tilbehør skal spille op til hovedingrediensen - IKKE blive hovedingrediensen.

Når alt det er sagt - så vil diskussionen om hvorvidt det ene mærke nu er bedre end det andet - være fortid når først du har fremstillet din egen tomatketchup!!!

Som med så meget andet du fremstiller selv - i stedet for at tage det med hjem fra supermarkedet - så er der to ulemper: For det første er holdbarheden begrænset fordi der ikke er alle mulige tilsætningsstoffer. For det andet kan du godt købe ketchup, der er billigere end den du selv laver - du kan bare ikke købe ketchup, der er bedre!!!  

  • Ingredienser:

    700 g. tomater, skåret i både

    2 mellemstore zitauerløg, hakkede

    2 æbler, skrællede og skåret i tern

    1 fed hvidløg, presset

    50 gram sukker

    2 spsk brun farin

    ½ dl æbleeddike eller æblecidereddike

    1 knivspids stødte nelliker

    salt, peber


  • Alle ingredienser kommes i en tykbundet gryde og bringes langsomt i kog. Lad blandingen simre i godt og vel en time, hvorefter den stilles til afkøling. (Blandingen behøver ikke køle helt ned).

    Blandingen blendes med en stavblender, sis og kommes i en ren gryde. Derefter indkoger du din ketchup til den ønskede konsistens - og smager til med salt og peber.

    Kommes på skoldede glas (jeg skyller mine med lidt Atamon - og kan godt finde på at komme lidt Atamon i ketchuppen de sidste to minutter af kogetiden).

    Glæd dig!